Ved du hvad der vokser på marken?
Havre, majs og kartofler. Det er blot nogle af da mange afgrøder, som du kan finde på de danske marker. Men hvor meget ved du egentlig om de mange afgrøder, som de danske landmænd dyrker? Det kan du blive klog på her.
Hvordan dyrker man korn?
Ukrudt, sygdomme og skadedyr
Vækstregulering
Høst
Byg
Hvede
Spelt
Havre
Rug
Triticale
Danmark er et landbrugsland. I 2020 udgjorde landbrugsarealet i Danmark 61 pct. af det samlede areal. Det gør Danmark til Europas mest opdyrkede land. Til sammenligning udgør kun 26 pct. af Europas samlede areal opdyrket landbrugsjord.
Ser man luftfotos af Danmark, ser man hurtigt dyrkede arealer. Her et luftfoto fra det østlige Fyn (billedet er fra Google Maps).
En stor andel af den danske plante- og kornproduktion anvendes til foder i husdyrproduktionen. Faktisk er det hele 75 pct. af plante- og kornproduktionen, som bliver brugt til dette formål. Heraf bliver en stor andel af afgrøderne brugt til foder til grise og kvæg.
De resterende afgrøder på marken bliver blandt andet brugt til at producere fødevarer, som for eksempel brød og øl.
Vidste du, at det dyrkede areal i Danmark, toppede i slutningen af 1930’erne, hvor hele 76 pct. af det samlede danske areal var dyrket jord?
Korn er den største gruppe af afgrøder i Danmark. I 2021 var 52 pct. af den samlede landbrugsjord dyrket med forskellige kornsorter (dst.dk).
Korn er en græsart, som kun lever i ét år ad gangen. Kornet kommer oprindeligt fra Mellemøsten, og danskerne begyndte at dyrke det i stenalderen for omkring 6000 år siden.
Langt størstedelen af den dyrkede danske korn bruges til foder i husdyrproduktion. Men korn har også mange andre formål, og bliver blandt andet brugt til brød, øl og gryn. Korn er en vigtig kilde til kulhydrater i vores kost.
Vidste du, at et korn består af fire forskellige dele?
- Skallen er den yderste del af kornet. Her sidder størstedelen af kornets kostfibre.
- Hernæst finder man aleuronlaget, som består af en masse fedtsyrer, proteiner og mineraler.
- Kimdelen består af fedtsyrer, proteiner og vitaminer. Det er ved hjælp af kimen, at nye planter opstår.
- Inderst inde i kornet finder man frøhviden. Frøhviden består kun af kulhydrater. Frøhviden indeholder den næring, som kimen bruger til den første vækst.
Der findes to forskellige korntyper - vintersæd og vårsæd. Man sår typisk vintersæd i efteråret, da det kræver en periode med kulde, hvorefter vintersæden har brug for en periode med varme for at sætte lange aks. Vintersæd giver typisk et større udbytte end vårsæd.
Landmanden sår derimod vårsæd i foråret, da det ikke kan tåle frost.
Begge typer af korn høstes i perioden juli - september. Man høster oftest vintersæd lidt tidligere end vårsæd.
Ved du, hvordan landmanden dyrker kornet på sine marker? Det kan du blive klogere på her:
- Forberedelse af jorden: Inden landmanden sår kornet på marken, så bliver marken typisk pløjet. Det er dog blevet mere udbredt, at man ikke pløjer, inden man sår på marken. Det kaldes reduceret jordbearbejdning. Hvis man ikke pløjer marken, så sparer man både brændstof og tid, og det kan have positive effekter på jordens dyrkningsegenskaber. Omvendt kan der opstå udfordringer med at styre ukrudtet på marken.
- Såning: Kornet skal sås fugtig jord i 3 til 4 centimeters dybde. Hvis kornet sås dybere i jorden, så kan det hæmme buskning og i nogen grad fremspiring. Men hvis jorden er tør kan det være nødvendigt at kernerne placeres dybere, da der her er et mere fugtigt miljø.
- Gødskning: Når kornet skal gødes, så er der en række faktorer, som man skal tage højde for. Det er for eksempel gødningstype, jordtype og tidligere afgrøder på marken. Markerne gødes typisk om foråret. Her kører landmanden gødning ud og spreder det. Gødningen kan enten komme fra husdyr eller være kemisk fremstillet – det kalder man handelsgødning. Gødningen flere næringsstoffer som for eksempel kvælstof, kalium og fosfor, svovl og er afgørende for, at planterne kan gro.
Du kan læse mere om gødning og kvælstof her.
Ukrudt kan bekæmpes med harvning eller ved at sprøjte med ukrudtsmidler. Landmanden vælger strategi, som bedst mulig rammer de ukrudtsarter, som er i den enkelte mark. Hvis landmanden dyrker økologiske produkter, bruger han ikke sprøjtemidler, med undtagelse for en række såkaldte basisstoffer, som enten allerede findes naturligt i planten, ikke kommer i kontakt med den spiselige del af planten, alene har en mekanisk funktion eller som i forvejen er godkendt som fødevare.
I dag bruges en hel del teknologi i landbruget, der reducerer brugen af ukrudtsmidler – blandt andet satellitbilleder af landmandens marker, så han kan se, hvor han skal sprøjte mod ukrudt, og hvor meget han skal bruge.
Der findes en række svampesygdomme, som kan svække kornet. Landmændene er ofte i marken for at se efter angreb, og er der optræk til voldsomme angreb, sprøjter han marken med et middel, som rammer netop dén specifikke svamp.
Landmanden bekæmper også skadedyr på marken, men kun hvis skadedyrene ødelægger afgrøderne på marken. Det kan blandt andet være skadedyr som snegle, biller, galmyg og bladlus.
Landmanden regulerer i væksten af kornet på marken for blandt andet at afkorte og styrke strået. Det nedsætter nemlig risikoen for lejesæd, som betyder, at kornet lægger sig ned.
Landmanden prøver at minimere behovet for vækstregulering. Det gøres blandt andet ved at dyrke stråstive sorter, sænke mængden af udsæd, så kornet ikke står for tæt og vælge den rette tildelingsstrategi for gødning af marken. Korn til menneskemad, f.eks. til brød, øl og gryn, vækstreguleres ikke.
Når kernerne i kornet er færdigudviklede, så er kornet modent og kan høstes. Vandprocenten i kornet skal ved høst være nede på 15 pct. Hvis det har regnet eller vejret er fugtigt omkring høsttidspunktet, og vandprocenten derfor er over 15 pct., så skal kornet hurtigst muligt tørres ned til de 15 pct. Det skal det for at gøre det så stabilt, som overhovedet muligt, så man undgår svampeangreb eller at kornet "brænder sammen".
Se en film om hvordan man laver korn her.
Du kan læse om de mest almindelige korntyper her:
Byg stammer oprindeligt fra Østen i det område, som vi i dag kalder Irak. Byg kan kendes på dens stakke, som er de lange stive ”hår”, som sidder på kernerne. Byg kan til forveksling ligne rug, men byg har længere stakke. Byg bliver mellem en halv og en hel meter højt.
I dag bruges byg hovedsageligt til foder og produktion af øl og bliver næsten ikke brugt som fødevare. Kornsorten har mange kostfibre og er en vigtig kilde til både fosfor, kalium, calcium og fibre. Byg findes både som vår- og vinterbyg:
Vårbyg
Vårbyg udgjorde cirka 20 pct. af den danske kornproduktion i 2021 og var dermed også den mest dyrkede kornsort i Danmark dette år. Vårbyg har den fordel, at den kan dyrkes på alle jordtyper. Den bliver desuden sået i foråret og er klar til at blive høstet i august. Vårbyg bruges især til foder i husdyrproduktion. Der findes specielle vårbygsorter, som kaldes maltbyg, der bruges til at producere øl.
Vinterbyg
Vinterbyg er noget mindre udbredt end vårbyg og udgjorde kun 3 pct. af det samlede dyrkede areal i Danmark i 2021. Vinterbyg bliver særligt brugt til foder og har de mest optimale forhold i lidt tungere jord. Vinterbyg bliver sået i september og bliver høstet i juli eller august måned året efter.
Hveden er blevet dyrket i over 10.000 år og stammer fra Irak. Hvede hører sammen med ris til en af verdens vigtigste afgrøder og vokser bedst i et mildt og fugtigt klima. I kosten kan hvedekerner bidrage med kulhydrat, protein og kostfibre samt jern, kalcium, magnesium, fosfor, kalium, B- og E-vitaminer samt fedtsyrer. Hvede kan kendes på det nøgne aks, da den ingen stakke har.
Hvede findes både i en vinter- og vårversion:
Vinterhvede
I toppen over de mest dyrkede kornarter finder man vinterhveden. I 2021 udgjorde vinterhvide cirka 20 pct. af det samlede dyrkede areal i Danmark. Vinterhvede dyrkes bedst i lerjord, men kan også dyrkes i lette jorde. Her er det blot nødvendigt at vande hveden. Vinterhvede sås i september og høstes i august året efter. Vinterhvede bliver hovedsageligt brugt til foder, men også til brødhvede i fødevareproduktionen.
Vårhvede
Vårhvede dyrkes kun i et mindre omfang og bruges særligt til produktion af brødkorn. Proteinindholdet i vårhvede har særlig stor betydning for, om kornet kan bruges til at producere mel. Et højt proteinindhold i mel har nemlig nogle fordele for det færdige bagværk. Proteiner er nemlig med til at danne gluten, som gør dejen smidig, giver flotte luftbobler og gør, at dejen hæver godt. Meltyperne Tipo 00 og Manitoba er særlig kendt for sit høje glutenindhold og dermed også høje proteinindhold. Vårhvede sås i foråret og høstes oftest sent i efteråret.
Du kan selv prøve at dyrke hvede derhjemme både i efteråret og i foråret. Begge dele vil være klar i august måned. Se her hvordan du gør:
- Start med at forberede jorden. Det gør du ved at blande almindelig jord fra din have med kompostjord. Herefter skal du gøre jorden jævn.
- Du skal nu så kornene i jorden. Pr. 10 m2 skal du bruge cirka 85 gram korn. Så kornene i cirka tre til fire centimers dybde.
- Hernæst skal du bruge en rive til forsigtigt at dække kornene i jorden.
- Nu skal du bare vente på, at kornet begynder at spire. HUSK at vande kornet en gang imellem. Jorden skal være fugtig, men ikke våd.
- Omkring midsommer vil kornet have ændret sig fra grønt til gult. Når aksen er tung af korn og bøjer sig omkring august måned, så er hveden klar til høst.
- Du kan f.eks. bruge kornet til at male dit eget mel eller blot plukke aksene og bruge det i en flot høstbuket.
Spelt er ikke så almindelig i Danmark og udgjorde kun under 1 procent af det samlede dyrkede areal i 2021. Spelt har et højt indhold af proteiner, vitaminer, essentielle aminosyrer og mineraler.
Spelt er, det man kalder en ”urhvede”, hvilket betyder, at det er en tidlig hvedeart. Spelt er desuden den urhevde-type, som er tættest beslægtet med almindelig hvede. Af andre urhveder tæller for eksempel emmer og enkorn.
Spelt blev traditionelt dyrket i bjergene i Tyskland, Schweiz og Østrig. Det gjorde det blandt andet, fordi at spelt kan vokse i et køligt klima. Man kendte dog allerede til spelt for over 6000 år siden, hvor det voksede nord for Sortehavet i det område, som vi i dag kalder Rumænien.
Havren er en lillebror til de andre kornsorter, da det er den nyest tilkomne. I Norden blev vi nemlig først bekendt med havren i bronzealderen. I modsætning til hvede, byg og rug, som stammer fra Østen, så har havren sin oprindelse i Europa.
Havre kan både dyrkes til foder i husdyrproduktion og til (havre)gryn, som vi spiser til morgenmad. Havre er en meget taknemmelig kornsort, da den kan dyrkes i alle jordtyper – både i ler, sandjord og andre jordtyper. Havre består af mange polyumættede fedtsyrer samt et højt indhold af opløselige kostfibre. Det har blandt andet en nedsænkende effekt på kolesterol.
Havren er nem at kende på sine hængende småaks, som også kaldes ”bjælder”. Havren bliver cirka en meter høj.
Rug er også en af de mindre dyrkede kornsorter i Danmark og udgjorde 4 pct. af det samlede dyrkede areal i 2021.
Den almindelige rug er oprindeligt udviklet af den vilde bjergrug, der vokser i et område der strækker sig fra Middelhavet til Centralasien. Bjergrugen blev anset for at være en irriterende ukrudtsplante, men for 8-10.000 år siden fandt man ud af, at den også havde kerner, man kunne male til mel.
Rug er en op til 150 centimeter høj græsart, som kan kendes på sin rødlige spire. Rug har et stort rodsystem på op til to meters dybde og tåler derfor også tørke bedre end andre kornarter. Den kan derfor også dyrkes i mange forskellige jordtyper. Rug dyrkes oftest som vinterrug. Den bliver sået fra først i september til sidst i oktober og høstet i august måned.
Rug har mange anvendelsesmuligheder og bruges både til foder i husdyrproduktionen og i fødevarer som for eksempel rugbrød, knækbrød og whisky.
Triticale bliver kun dyrket i et meget lille omfang og udgør under 1 pct. af det samlede dyrkede areal i Danmark i 2021.
Triticale, også kaldet ”rughvede”, er en menneskeskabt hybrid kornsort mellem rug og hvede. Triticalens styrke er, at den forener rugens vinterfasthed med hvedens styrke i strået og giver samtidigt et godt kerneudbytte. Kornsorten kan dyrkes i alle jordtyper, og er en vinterafgrøde. Den sås i september, hvorefter den bliver høstet i august året efter.
Triticale bruges mest til foder i husdyrproduktion – særligt til slagtesvin.
I 2021 blev der dyrket majs på 174.000 hektar i Danmark, hvilket svarer til cirka 7 pct. af det samlede dyrkede areal.
Vidste du, at majs på de danske marker kan blive op til to meter høje?
Når man dyrker majs, så har afgrøden det bedst i vandet sandjord og i mild og ensartet sandblandet lerjord. Majs kræver en jordtemperatur på mindst 10 grader, hvorfor man ikke skal så majs for tidligt. En kuldeperiode kan nemlig forsage svampeangreb på majsspirene. Majs bliver derfor sået i slutningen af april eller først i maj.
Majs bliver typisk høstet i midten af oktober måned, når middeldøgnstemperaturen er under 10 grader. Her begynder udbyttet nemlig at falde. Når majsen høstes, skal tørstofindholdet ligge på 30 til 32 pct. Det sikrer man ved at teste, om der er væske i de inderste kerner på majsen.
Mark i vinterlandskab. Stubbene fra efterårets majs står stadig.
Der kan dog være forskellige årsager til, at man må høste inden at majsen er cirka 30 pct. tør. Det kan for eksempel være, hvis temperaturen kommer under 4 graders frost. Så er landmanden nødsaget til at høste indenfor en uge. Dog skal majsen være helt tøet op inden høst, ellers kan den ikke snittes til ensilage. Hvis majsen på marken begynder at vælte, så bør landmanden også høste inden for meget majs lægger sig ned.
Fodermajs i Danmark dyrkes, som navnet antyder, med det formål, at det skal bruges til foder i husdyrproduktion. Det er hovedsageligt malkekøer, som spiser majsen i form af ensilage, som er snittede afgrøder, der syregæres. Høns og grise får også majs i deres foderblandinger.
Majs til fødevarer dyrkes bedst i områder med en varm og lang vækstsæson.
Vidste du, at vi i Danmark også dyrker sukkermajs, som kan spises af mennesker. For et godt resultat kræver det dog, at man forkultiverer planten, hvilket betyder, at majsen skal sås i varm jord – for eksempel i et drivhus.
Kartoflen er en kendt spise i Danmark og udgør ca 2 pct. af det samlede dyrkede areal i 2021.
Kartoflen kommer oprindeligt fra Sydamerika og er en af de mest dyrkede knoldrødder i verden. Den kom til Europa i starten af 1500-tallet og til Danmark i 1700-tallet. Siden da er den indgået som en fast del af nærmest alle europæiske køkkener.
Der findes et utal af kartoffelsorter, som anvendes afhængigt af, hvad kartoflen skal bruges til. Kartofler er blevet en fast del af danskernes måltid og bliver typisk brugt til kartoffelchips og spisekartofler. Men mel lavet af kartofler kan også bruges til en hel masse, som du kan se i videoen her.
Man bør kun lægge kartofler i samme mark hver fjerde år, hvis man vil undgå en række sygdomme og skadedyr.
Før i tiden kunne svamp eller sygdom i kartoflerne betyde liv eller død for befolkningen – for eksempel led Irland under hungersnød i 1845-49 på grund kartoffelskimmel, som angreb kartoflerne og ødelagde den primære madkilde for mange irske familier.
Faktaboks - hvordan dyrker man kartofler?
Landmanden lægger kartoflerne i jorden i starten af april. Her har jorden nemlig den rette fugtighed og temperatur. Kartoflerne lægges 1-2 centimeter under jordens overflade. Med en såkaldt ”hyppeplov” laver landmanden et jævnt jordlag over kartoffelrækkerne. Det gør man primært for at kartoflerne bliver nemmere at tage op ved høst og for at undgå, at de nye kartofler skal blive grønne. Det gør de nemlig, hvis de ligger for tæt på jordoverfladen.
Ud fra forskellige analyser af jorden bestemmes det, hvor meget kartoflerne skal gødes med fosfor, kvælstof og kalium. Gødningen gives enten inden, at man lægger kartoflerne i jorden eller på samme tid, som kartoflerne lægges i jorden.
Når kartoflen har den rette størrelse, så stopper landmanden væksten. Det gør man enten ved at sprøjte toppen med et kemisk middel, så kartoffelplantens blade visner eller ved at skære toppen af planten over mekanisk, hvorefter man kører planten over med en gasbrænder.
Der går dernæst cirka 10 til 14 dage, så er skrællen på kartoflerne blevet tyk og fast og så skal kartoflerne høstes. Høsten skal helst foregå inden 1. oktober, da man ellers øger risikoen for beskadigelser, sygdomme og stødpletter på kartoflerne. Høsten foregår ved hjælp af særlige maskiner. Derefter skal kartoflerne tørre ved 12-16 grader i 1-2 uger.
Sukkerroer er en hvid rodfrugt, som dyrkes i fed muldjord, som man i Danmark særligt finder på Lolland og Falster. I alt bliver der dyrket 33.000 hektar sukkerroer i Danmark, hvilket svarer til omtrent 1 pct. af det samlede dyrkede areal i 2021.
Sukkerroer bliver dyrket for at udvinde sukker fra selve roden. Den er dog blevet dyrket i flere tusinde år, hvor den tidligere blev brugt som grøntsag og foder. Først i 1800-tallet begyndte man kommerciel sukkerfremstilling af sukkerroen.
Sukkerroer i potter.
Inden landmanden kan så sukkerroer på sin mark i slutningen af marts måned, så skal jorden være pløjet og jævn.
Når en sukkerroe er cirka 3 kg tung, så er den klar til at blive høstet. Høsten, som også kaldes roeoptagningen, starter i september og slutter først i december måned. Det foregår ved, at en såkaldt roeoptager tager sukkerroerne op fra jorden og i samme omgang skærer toppen af roerne. Toppen efterlades og bruges til gødning på marken.
Ved høst indeholder en sukkerroe omkring 75 pct. vand og 20 pct. sakkarose eller sukrose, som er raffineret hvidt sukker, der består af glukose og fruktose. Af sukkerindholdet i sukkerroen udvindes næsten 90 pct. til hvidt sukker, som kan bruges til bagning, fremstilling af sodavand, slik osv. De resterende 10 pct. sukker bruges til at fremstille foder, gær og spiritus. Samlet set giver en enkelt roe cirka 100 gram sukker.
Vidste du, at Danmark står for 50 pct. af EU’s samlede produktion af græs- og kløverfrø?
Danmark har en betydelig produktion af græsfrø og det er faktisk ikke så mærkeligt, at de danske landmænd står for en stor andel af verdens frøproduktion. Det danske klima egner sig nemlig særligt godt til græsfrøproduktion. De danske landmænd har derfor dyrket græs i flere generationer, og der er opbygget en stor viden og ekspertise på området.
Græs og grææsfrø.
Vidste du, at danske græsfrø eksporteres til hele 100 lande?
På verdensplan anslås det samlede areal med græs- og kløverfrø til cirka 500.000 hektar, hvoraf Europa og USA står for 40 pct. Det resterende areal dyrkes i lande som Canada, New Zealand og Sydamerika.
Den vigtigste græsart, både i Danmark og resten af verdenen, er almindeligt rajgræs, og for kløverarternes vedkommende dyrkes især hvidkløver. Men der produceres også frø på rødkløver, humlesneglebælg og andre græsmarksbælgplanter. Kløverarterne tilhører ærteblomstfamilien og adskiller sig på den måde fra almindeligt græs.
Græs- og kløver har tre hovedformål:
- Det bliver brugt til såning af græsmarker, som bruges til produktion af foder til særligt til kvæg, heste og får. Foderet kan bestå af rene græsblandinger, men man kan også lave blandinger med kløvergræs.
- Det bliver brugt til professionelle plænegræsser som for eksempel golfbaner, sportsanlæg, parker og græsrabatter
- Det bliver brugt til private græsplæner.
Der skal bruges forskellige sorter til de mange forskellige anvendelser af græs- og kløverfrø. Derfor udvikler planteforædlerne løbende nye sorter af de enkelte græs- og kløverarter for hele tiden at forbedre plantens egenskaber. Det kan for eksempel være plantens resistens over for sol, tørke, skygge, våde forhold eller en mindre modtagelighed for særlige plantesygdomme.
Der er nogle forskellige krav som skal opfyldes før frø kan blive certificeret og bruges til udsæd i EU – for eksempel regler for, at der skal gå et vis antal år før, at man må dyrke frøafgrøder på det samme område igen. Der er desuden krav om, at der skal være afstand til andre marker med samme eller nærtbeslægtede arter for at undgå krydsbestøvning, som betyder at en plante bliver befrugtet med pollen fra en anden sort. På den måde kan der opstå nye, uhensigtsmæssige sorter.
Vidste du, at quinoa er en plante, som oprindeligt stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, hvor afgrøden er blevet dyrket i mere end 6000 år.
Quinoa bliver kun dyrket på et meget lille areal i Danmark, men har en masse fordelagtige egenskaber. De danske landmænd har fået interesse for at dyrke quinoa, da det er en afgrøde som stiller få krav til vand og næringsstoffer og kan tåle frost helt ned til minus otte grader. Den kan både gro i saltholdig jord og i næsten goldt sand.
Når man skal dyrke quinoa, så er den mest kritiske periode, når man skal så i foråret. Quinoaen er nemlig følsom overfor dyb såning, uensartet og knoldet jord, lav jordtemperatur samt dårlig frøkvalitet, da det reducerer udbyttet ved høst.
Quinoa indeholder flere essentielle aminosyrer, som for eksempel lysin og har desuden et højt indhold af protein. Planten består desuden af et fedtindhold på cirka 5 pct., hvoraf det meste er sunde fedtsyrer som for eksempel omega-3-fedtsyren, der er godt for mennesker.
Quinoa bruges også til foder. Quinoa har nemlig også et højt indhold af blandt andet stivelse og methionin, hvilket gør afgrøden særligt attraktiv for smågrise og fjerkræ.
Raps stammer oprindeligt fra Middelhavsområdet, hvor den er blevet dyrket i mere end 2000 år. I dag er raps Europas (og Danmarks) vigtigste ”olieplante”, og der bliver dyrket raps på cirka 6 pct. af det samlede dyrkede areal i Danmark (2021). Man kender rapsen på dens flotte gule blomster, der kan dække store dele af landskabet om sommeren.
Rapsen er en 100 til 140 centimeter høj plante og er en del af korsblomstfamilien, som er karakteriseret ved sine fire blomsterblade. I korsblomstfamilien finder man andre kålsorter (fx kålrabi), som raps er beslægtet med.
Landmanden sår både raps i sensommeren og i foråret, da der både findes vinterraps og vårraps. I starten af sommeren blomstrer begge typer af raps på de danske marker. Vinterraps er dog klart den mest dyrkede i Danmark.
Der er både fordele og ulemper ved begge typer af raps. Vårrapsen er mere hårdfør og kræver mindre gødning, mens vinterrapsen er mere rig på olie. Vårraps indeholder cirka 41 procent olie, mens vinterrapsen indeholder 44 procent olie. Forskellen kan lyde lille, men på et stort areal gør det en stor forskel i udbyttet. På grund af sit højere udbytte er vinterrapsen den mest udbredte rapssort i Danmark.
Luftfoto af rapsmark.
Når rapsen bliver høstet, så bliver olien presset ud af de cirka 12 til 20 sorte frø, som sidder i hver ”skulpe”. Olien bruger man blandt andet til madlavningsprodukter, til motorbrændstof og som brændsel. Efter man har presset olien ud af planterne, er der et restprodukt tilbage som kaldes ”rapskagen”. En rapskage har et højt indhold af protein, kulhydrater og fibre samt en god sammensætning af aminosyrer, som gør sig særligt godt til foder i husdyrproduktion. Det er særligt kvæg, som nyder godt af den såkaldte rapskage.
Vidste du, at bælgplanter ikke en ny spise i Danmark? For 200 år siden var danskerne nemlig gode til at spise bælgplanter, og de er nu kommet tilbage på de danske middagsborde, blandt andet pga. klimaudfordringerne og vores fokus på sundhed. Bælgplanter har nemlig flere egenskaber, som er til fordel for klimaet – og helbredet.
Se en film om produktionen af bælgfrugter og linser her.
Bælgplanter, som bønner, linser og kikærter, er i hastig fremmarch på de danske marker. Den store efterspørgsel på plantebaserede fødevarer er en af mange årsager til at de danske landmænd er begyndt at dyrke flere bælgplanter. Det er særligt de økologiske landmænd, som dyrker bælgplanter på deres marker.
Vidste du, at kostrådene fra Fødevareministeriet anbefaler, at man spiser 100 g bælgplanter om dagen?
Bælgplanter har i mange tusinde år været en del af hverdagskosten rundt omkring i verden, blandt andet i Syd- og Mellemamerika. Bælgplanter har for ganske nyligt gjort et (gen)indtog i Danmark, da de er en god og sund erstatning for kød på grund af sit høje proteinindhold. Bælgplanter er desuden spækket med kostfibre, vitaminer og mineraler som for eksempel jern og magnesium.
Derudover er bælgplanter selvforsynende på kvælstof. Rodnettet hos bælgplanter omdanner nemlig kvælstof fra luften til næring i jorden og gør dermed jorden frugtbar – både for sig selv og for de omkringliggende planter. Det kan have fordele for klimaet, da landmanden derved kan reducere gødningen med kvælstof på marken.
Her kan du læse mere om udfordringerne ved kvælstof i landbruget?
Blandt de mest udbredte bælgplanter i Danmark finder man ærter som man har dyrket her i mange år. Hestebønner er også en populær bælgplante i Danmark, da der også er gode forudsætninger for dyrkningen af den.
Lupiner er også en bælgplante, som dog er mest velegnet til foder, da de indeholder alkaloider og allergener (som kan give mennesker dårlig mave eller allergiske reaktioner).
Der er også voksende interesse for linser og kikærter, men der er udfordringer ved at dyrke disse afgrøder i Danmark. For eksempel har linser dårlig konkurrenceevne overfor ukrudt og går desuden i leje, som betyder, at afgrøden lægger sig på marken – det gør høsten besværlig. Kikærtens største udfordring er, at den ikke trives, hvis sommeren bliver våd.
Sojabønner er den type bælgfrugt, som er mindst interessant for de danske landmænd, da den er tilpasset et andet klima end det danske. De danske landmænd bruger, indtil videre i hvert fald, importeret soja til foderblandinger. Derfor laves der forsøg med, om der på sigt kan dyrkes soja på de danske marker så vi kan blive selvforsynende på sigt.
I Danmark er traditionen med et juletræ i stuen ikke mere end 200 år gammel – og først omkring 1. verdenskrig fik ”almindelige familier” juletræer hjemme (før det var det kun det fine borgerskab).
Derfor er traditionen for at dyrke juletræer i Danmark heller ikke så gammel – til gengæld er vi blevet rigtigt gode til det på meget kort tid! Så gode, at danske landmænd sælger juletræer til udlandet for omkring én milliard kroner om året.
Vidste du, at et almindeligt nåletræ som bliver brugt som juletræ har ca. 300.000 nåle?
I Danmark dyrkes der tre forskellige slags nåletræer, som bliver brugt som juletræ hos både danske familier og andre familier ude i verden.
Rødgran er det klassiske gammeldags juletræ. Den kan dyrkes overalt i hele Danmark, men trives bedst på sandjord. Sandjord giver nemlig den fordel, at juletræerne vokser langsomt, hvilket giver flotte, tætte træer. På frodig jord vil rødgran modsat vokse hurtigere, hvilket giver for åbne træer.
Nordmannsgran, også kaldet ædelgran, er kendetegnet ved sine lange, blanke, mørkegrønne nåle. Nordmannsgran taber desuden ikke så let sine nåle som rødgran. Ud af de ca. 150 millioner juletræer der lige nu vokser i Danmark er 85% nordmannsgran.
Sølvgran, også kaldet nobilis, er det mindst brugte som juletræ og bliver i højere grad brugt som pyntegran.
Både nordmannsgran og sølvgran er mere sarte end rødgran og kan hverken dyrkes i for mager jord eller i stiv lerjord. De kan desuden heller ikke tåle for meget vand i jorden, for meget blæst eller nattefrost i foråret, da det hæmmer fremkomsten af nye skud på træet.
Når juletræer skal plantes, er det bedst at gøre det i det tidlige forår. De juletræer som man udplanter, er tre år gamle og er indtil da dyrket på en planteskole. Juletræerne plantes i rækker med lidt over en meters mellemrum.
Vidste du, at når man planter Nordmannsgran, så er det ikke lige meget, hvor frøet kommer fra? Nordmannsgranen stammer oprindeligt fra Sortehavet omkring Georgien og de bedste frø kommer også derfra. Disse frø giver nemlig fyldige tætte grene og er mere robuste overfor nattefrost.
Cirka ti år efter at juletræet er plantet er det klar til at blive fældet. De træer som ikke egner sig til juletræer bliver klippet i stykker og brugt til pyntegran til for eksempel adventskranse og juledekorationer.
Mange af de nordmannsgraner som vi dyrker i Danmark bliver eksporteret til andre lande – særligt Tyskland, Sverige, Norge, England og Frankrig. I alt eksporterer Danmark 10 millioner juletræer til udlandet om året.
En efterafgrøde er en afgrøde, som dyrkes på marken efter en hovedafgrøde (for eksempel havre, majs eller sukkerroer). Efterafgrøder kan blandt andet være græs, korn eller korsblomstrende afgrøder. Landmanden er omfattet af nogle særlige regler for efterafgrøder og er derfor forpligtet til at dyrke efterafgrøder på en andel af markerne.
Efterafgrødens primære formål er at holde på kvælstof, svovl og kalium, så det ikke udvaskes til vandmiljøer. Du kan få mere viden om kvælstof og kvælstofudvaskning i artiklen her.
Men efterafgrøderne har også andre formål. De forbedrer også jordens struktur og evne til at holde på vand og har samtidig en gavnlig effekt for vildtlevende dyr og insekter.
Efterafgrøderne kan udnyttes til foder i husdyrproduktion. Både i form af afgræsning, hvor dyrene selv spiser efterafgrøderne på marken eller høst til foder.
Alle planter har brug for kvælstof for at vokse og gro. Fra naturens side er der dog kun en begrænset mængde kvælstof i jorden, og landmanden tilfører derfor gødning med kvælstof, da jorden ellers bliver udpint og planterne bliver syge.
For meget kvælstof på marken kan dog have negative konsekvenser for søer, fjorde, vandløb og andre vandmiljøer, hvortil kvælstoffet udvaskes.
Derfor gør de danske landmænd meget for at bruge den rette mængde kvælstof, så det ikke ender de forkerte steder, blandt andet ved hjælp af nye teknologier og ved at så efterafgrøder, som holder på kvælstoffet i jorden.
Du kan læse mere om, hvordan danske landmænd arbejder for at reducere udledningen af kvælstof her.