Hvordan laver man ost?

Produkter lavet af mælk kaldes for mejeriprodukter. Mælk kan tage mange former hvis man bearbejder det. Her kan du læse om hvordan man laver ost, smør og yoghurt. Og så giver vi dig en opskrift på, hvordan man selv laver hytteost.

Hvordan laver man ost?
Hvordan laver man yoghurt?
Hvordan laver man smør?
Hvorfor er ost og smør gult, når mælken er hvid?
Lav din egen hytteost
 

Hvordan laver man ost?

Ost er lavet af mælk. På mejeriet fylder mejeristen en tank med mælk, der bliver varmet op til 30-50°C. Mejeristen tilsætter to ingredienser. Den ene er et stof, som får mælken til at stivne. Stoffet hedder osteløbe. Den anden ingrediens gør mælken syrlig. Det er en mælkesyrekultur. Nu stivner mælken. Den bliver presset sammen til en osteblok. Når mælken presses, skilles vand fra. Vandet er valle. Osteblokken skæres i mindre stykker og lægges i forme. Der presses mere valle fra. Ostene bliver presset og saltet på flere måder. Det giver forskellige slags oste. De bliver lagt på lager for at modne. Man siger, at ostene lagres. En ost bliver lagret i forskellig tid. Jo længere tid osten lagrer, jo stærkere smag får den.
Der går ca. 10 liter mælk til at producere et kilo ost.

Hvordan laver man ost?

Hvordan laver man yoghurt?

Yoghurt, skyr, ymer, tykmælk og creme fraiche er syrnede mejeriprodukter. Det er produkter, som har en tyk og mere cremet form end mælk. For at lave dem bruger mejeristen en tank med opvarmet mælk. Han tilsætter en ingrediens, som giver mælken en tykkere form og syrlig smag. Det er en mælkesyrekultur. Mælken bliver til et syrnet mejeriprodukt, når den er færdig. Mejeristen kan tilsætte frugt, hvis han vil lave frugtyoghurt. De syrnede mejeriprodukter bliver tappet på kartoner eller i bægre.

Hvordan laver man yoghurt?

Hvordan laver man smør?

Fløde bliver til flødeskum, når du pisker det. Hvis du fortsætter med at piske, bliver fløden til smør. Mejeristen laver smør på samme måde. Det sker i en særlig maskine: en smørmaskine. Mejeristen hælder fløde i maskinen. Den rører og pisker fløden, indtil den bliver til smør. Smørret fyldes i pakker. 

Hvordan laver man smør?

Hvorfor er ost og smør gult, når mælken er hvid?

Den gule farve i ost og smør kommer fra et naturligt farvestof. Det hedder karoten. Der er karoten i græs. Når køerne æder græs, får de karoten i kroppen. Lidt af det ender i mælken. Her samler det sig i mælkens fedt. Det høje indhold af fedt i ost og smør giver den gule farve.

 

Lav din egen hytteost

At lave sin egen ost er ikke så svært. Du skal bruge
 
2 liter kærnemælk
1 tsk. salt
1 gryde
1 grydeske
1 termometer
3 kaffefiltre
1 sigte
1 skål
1 suppeske
1 tallerken 

Sådan gør du:

  1. Rør kærnemælk og salt i en gryde.
  2. Sæt gryden på en kogeplade. Tænd på 2.
  3. Varm kærnemælken op til 60 °C. Du
    må ikke røre i den.
  4. Mælken skiller sig i klar valle og hvid ost.
    Åben kaffefiltrene. Dæk sigtens inderside
    med dem.
  5. Læg sigten over skålen.
  6. Tag gryden af kogepladen. Øs forsigtigt
    osten over i sigten med suppeskeen.
  7. Lad osten dryppe af i cirka en time.
  8. Vend osten over på en tallerken.
  9. Spis den med purløg på rugbrød.