Hvad spiser en ko? - Se, hvor meget en ko spiser om dagen!

Hvad spiser en ko?

Når en ko spiser, siger vi, at den æder. En malkeko æder og drikker meget hver eneste dag for at producere mælk. Men hvor meget spiser en ko? Hvad er ensilage, vitaminer og mineraler? Det kan du få svar på her.

Hvad spiser og drikker en ko?
En ko tygger drøv
Hvor sover koen?
Koen spiser ensilage - hvad er det?
Hvad er vitaminer og mineraler?

Hvad spiser og drikker en ko?

Når en ko spiser, siger vi, at den æder. Koen æder cirka 60 kilo foder om dagen. Helt op til 80 kilo, hvis koen er på græs og derfor kun æder græs. Den drikker cirka 100 liter vand på en dag.

Landmanden fodrer malkekoen med grovfoder. Det er en blanding af frisk græs, ensilage (græs og majs) og halm. Grovfoder er godt for koens mave. Det tager lang tid at fordøje og holder dens mave i gang. Koen får også kraftfoder. Det er små piller, som indeholder korn, soja og raps. Landmanden giver også koen mineraler og vitaminer.

I Danmark æder konventionelle og økologiske køer begge græs, grovfoder og kraftfoder, men økologisk foder er dyrket på en lidt anden måde. En økologisk landmand dyrker foder uden brug af planteværnsmidler og kunstgødning. Det er en økologisk regel.

En ko tygger drøv

En ko tygger ikke sit foder så grundigt, inden den sluger det første gang. Den gylper foderet op fra maven i munden og gumler på det igen. Nu tygger og findeler den det grundigt. Den synker foderet og gylper en ny portion op. Sådan bliver den ved, indtil foderet er godt kværnet og tygget igennem. Landmanden siger, at koen tygger drøv.

LÆS MERE om, hvordan koens fire maver fungerer: Hvor mange maver har en ko?

Hvor sover koen?

De fleste danske køer kan gå frit rundt i stalden. Det kaldes en løsdriftsstald. I stalden er der forskellige områder. Der skal være et område med foder og et med sengepladser. Der skal også være to særlige områder: et område, hvor koen kan kælve (føde). Et andet område til koen, hvis den bliver syg. 

Se her Sebastian Klein fortælle om koens seng:

Koen spiser ensilage - hvad er det?

Ensilage er græs og majs, som landmanden har høstet og snittet i små stykker. Landmanden lægger det i en stor bunke. Han kører mange gange frem og tilbage over bunken med en traktor. Det presser luften ud af bunken. Han lægger plastik over (se side 18). Det holder luften ude. Nu ligger ensilagen og gærer. Den danner stoffer, som får den til at holde sig frisk længe.

Hvad er vitaminer og mineraler? 

Vitaminer og mineraler er næringsstoffer, som både dyr og mennesker har brug for. Vi får dem gennem føden. Der er forskellige vitaminer og mineraler. De er gode for kroppen på hver sin måde. For eksempel er A-vitamin godt for synet, og mineralet calcium er godt for knoglerne.