Både i Danmark og i udlandet er vi glade for grisen. Lige fra den spæde start som pattegris arbejder de danske landmænd for, at grisene har det godt, så de kan vokse sig store og sunde.
Vi er førende inden for kvalitet, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og sporbarhed, hvilket er en væsentlig grund til, at Danmark er blandt verdens største eksportører af grisekød.
Kan grise tale sammen?
Grisene hører godt, og de taler med hinanden gennem hvin og andre lyde. De kommunikerer også ved at puffe til hinanden og gennem deres adfærd og tilnærmelser.
Mød en griseproducent
På I/S Gammelgård producerer landmanden Allan omkring 40.000 smågrise om året.
Smågrisene bliver født i farestalden, hvor de går sammen med deres mor. Efter 4 uger bliver smågrisene flyttet over i smågrisestalden, hvor de går i 7 uger. Når smågrisene er 11 uger og vejer omkring 30-35 kilo, er de klar til at rejse videre til slagtesvinestalde eller vækststalde hos en anden landmand.
I løbestalden går søerne (hun-grisene), der skal insemineres. Efter 4 uger bliver grisen scannet, for at se om den har smågrise i maven.
Vidste du, at...
en slagtegris kan veje ca. 110 kg?
Produktionsformer
Der er forskellige måder at producere grise på i Danmark. Man kan både have konventionelle grise i stald, frilandsgrise og økologisk frilandsgrise.
Både konventionelt produceret grise, frilandsgrise og økologiske grise er drægtige i 3 måneder, 3 uger og 3 dage. En konventionel so i stald farer (føder), i en såkaldt fareboks. I boksen står soen mellem to ’bøjler’, der forhindrer hende i at lægge sig på pattegrisene. Den føder ofte 17-25 pattegrise i et kuld. De går sammen med soen, indtil de er mindst 4 uger gamle.
En so på friland farer (føder) i en isoleret hytte på marken hele året rundt. Soen får i gennemsnit 12-15 grise pr. kuld. De første uger lever pattegrisene af soens mælk, mens de langsomt vænner sig til almindeligt foder. De går sammen med soen, indtil de er mindst 5 uger gamle.
Racer
De griseracer, man møder hos den danske landmand, er Dansk Landrace, Dansk Yorkshire og Dansk Duroc. Ofte krydser landmanden racerne, for at få de bedste egenskaber fra hver race.
- Dansk Landrace
Landracen har lyserød hud med lyse børster. Ørene er store og hænger ned foran øjnene. Landracen er ikke fed, men den har meget kød på kroppen. Det betyder, at når en voksen gris slagtes, giver den mange kilo svinekød. - Dansk Yorkshire
Yorkshire racen kommer oprindeligt fra England. Den har lyserød hud og lyse børste. Dens krop er lang, hovedet kort, og ørene står lige op i luften. Yorkshire grisens kød er meget magert. - Dansk Duroc
Duroc-racen er rødbrun med mørke børster. Grisens krop er kort, og ørene hænger ned foran øjnene. Den giver lidt mindre kød end de andre griseracer, men den vokser til gengæld hurtigere. Durocen stammer oprindeligt fra USA og Canada.