Der dufter af smørklat og kanelsukker rundt omkring i stuerne. Grødris og sødmælk er på enhver indkøbslise til jul, men vidste du, at risengrød før i tiden var anset som en særlig ret, som kun det finere borgerskab havde råd til at få serveret?
I gamle dage var grød en fast del af bondens kost – også når det ikke var jul. Det var billigt at lave, og det mættede godt. Grødris var dog en dyr importvare, som var forbeholdt det finere borgerskab i byerne. Derfor blev bøndernes grød kogt på byg eller havre og vand. Ved særlige lejligheder, eksempelvis juletid, blev grøden kogt på mælk. Julegrøden blev serveret som en forret, der skulle lægge låg på den værste sult inden de efterfølgende kødserveringer.
3 skefulde af julegrøden for at sikre høsten
Mød madhistoriker Bettina Buhl fra det Det Grønne Museum, som fortæller om julegrødens historie. Julegrøden var nemlig forbundet med stor overtro i gamle dage.
Risalamanden bliver opfundet
Det var først i slutningen af 1800-tallet, at man begyndte at spise risalamande som den dessert, vi kender i dag. I takt med industrialiseringen og øget velstand blandt befolkningen, begyndte grødrisene at blive folkeeje. De mere velhavende kredse måtte derfor finde på en ny spise, som kunne signalere status. De begyndte at blande risengrøden med fløde og mandler, og på den måde blev risalamanden skabt. På trods af det fransk-klingende navn er risalamande altså en pæredansk opfindelse.
I dag er det svært at forestille sig en julemiddag, som ikke slutter med risalamande og mandelgave. På mejerierne er der også ekstra travlt i december, for efterspørgslen på sødmælk og fløde stiger stødt.
Risalamande er en fast tradition
En forbrugerundersøgelse lavet af Norstat for Landbrug & Fødevarer i 2024 viser, at hele 82% af de adspurgte forventer, at de skal have risalamande som en del af julemiddagen.
Mens der ikke er tvivl om, at der skal risalamande på bordet, kan ingredienserne og tilbehøret til gengæld variere fra familie til familie. Det gælder lige fra mængden af mandler i selve grøden, til saucen som serveres ved siden af. Hvorfor noget tilbehør spiser I til risalamanden i din familie?