Forskellige minkskind

Minkpels

Alle dyr har et ydre lag, som beskytter dem. Det kan være mod kulde eller varme, mod slag eller fjender med klør.

Hvad består minkens pels af?

Minkens pels består af to hårlag. Inderst mod huden er underulden, og yderst er dækhårene. Laget med underuld skal holde minken varm. Det er tykkest om vinteren og tyndest om sommeren. Dækhår beskytter minken mod vind og vejr. Inderst mod huden er hårene omgivet af et lag fedt. Fedtlaget sørger for, at vand ikke kan trænge ind til huden. Derfor ’preller’ vandet af, når minken ryster sig. På den måde kan minken holde sin krop varm, selvom den bliver våd.

Hvordan sorteres skindene?

Pelsskind af god kvalitet er blødt og skinnende med tæt og tyk pels. Når skindene sorteres, ser man derfor på skindenes:
1. længde
2. farve på dækhår
3. renhedsgrad (farve på underuld)
4. kvalitet
5. hårlængde

Kombinationer af disse egenskaber giver mere end 10.000 forskellige opsorteringer (kategorier). Et skind hører til i kun én enkelt af disse tusindvis af opsorteringer. Det kræver tre års træning at blive sorterer.

Hos Kopenhagen Fur er det robotter, der flytter og pakker skind. Det er maskiner, der måler størrelse, hårlængde, farve og renhedsgrad på skindene. Mennesker vurderer og sorterer efter kvalitet. Skindene bliver samlet i bundter, der kaldes lots. Det er forskelligt, hvor mange skind der er i lottet.  

Hvordan bliver skindet solgt?

Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for salg af skind. Når der er auktion, forvandles Kopenhagen Furs auktionshus i Glostrup til et internationalt minisamfund. Der tales kinesisk, græsk, russisk, engelsk, tysk, italiensk, koreansk, japansk og en række andre sprog. Det vrimler med mennesker, og til tider minder det om Københavns Lufthavn i myldretiden.

Kopenhagen Fur holder fem auktioner hvert år – fra december, hvor skindene er nypelsede, og til september, hvor de sidste skind sælges. På auktionerne sælges skind fra hele verden. De fleste skind er danske minkskind, men der sælges også alt fra grønlandske sælskind til afrikanske swakaraskind (fåreskind).
Til hver auktion kommer mellem 400 og 700 opkøbere fra hele verden. Hvert år bliver der solgt mere end 23 millioner skind.

Pels og mode

På en minkfarm vil du ofte se mange brune mink. Men hvis du oplever et modeshow, vil du se pels i flere farver, for eksempel blå. Det kan du, fordi en del skind bliver farvet. Man kan også opleve pels, der er plukket eller barberet eller har fået mønster. Pels kan få tegnet eller farvet mønster ved hjælp af laserteknik.

En buntmager arbejder med pels. Buntmageren skaber produkter af pels for eksempel pelsfrakker, jakker, kåber og hatte.

Skal pelsen være farvet eller hvid? Fyldig eller flad? En hel pels eller blot en krave? Det afhænger af moden. Kopenhagen Fur har et inspirationshus, Kopenhagen Internationale Center for Kreativitet (KiCK), hvor buntmagere og designere udvikler nye måder at bruge pels på. Det gør de for at inspirere designere og modehuse i resten af verden.