Minke

Fakta om mink i Danmark

Danmark er et minkland. Vi er det land i verden, der producerer de fineste minkskind, og næst efter Kina producerer vi også flest. Minkskind bliver brugt til fremstilling af tøj, for eksempel til pelsjakker, hatte og detaljer på tøj som kraver og hætter. Særligt i Rusland, USA og Kina er mange mennesker glade for at gå med pels. Den fine kåbe af mink, som den kinesiske kvinde går med i Beijing, kan altså meget vel være syet af skind fra Ida og Oles minkfarm i Bording.

Verdens største handelsplads for skind – Kopenhagen Fur – ligger også i Danmark, på en villavej i Glostrup ved København. Her bliver der hvert år solgt skind for mange milliarder kroner. De fleste er danske minkskind, men også skind fra andre dyr og fra andre lande kommer på auktion her. I 2013 blev der i alt solgt skind for 13,4 milliarder kroner i Glostrup.

Hvor længe har mennesket brugt skind?

Mennesket har altid brugt skind. Siden jægerstenalderen har mennesket gået klædt i pels. Dengang fik man pels ved at jage vilde pelsdyr. De første kilder om salg af skind i Danmark stammer fra 1294. I middelalderen var det bestemt ved lov, hvem der måtte gå i hvilken slags pels. Nogle pelse var så fine, at kun kongen måtte gå med dem. I 1800-tallet begyndte man – især i Canada og i Rusland – at holde og opdrætte pelsdyr. Interessen for pelsdyravl spredte sig hurtigt til Europa.

Hvornår begyndte man at avle mink i Danmark?

I 1930’erne var der ikke mange penge i landbruget. Priserne på smør og kød var faldet kraftigt. Derfor ledte landmændene efter nye måder at tjene penge på. Det satte gang i interessen for pelsdyravl, og forskellige pelsdyr blev importeret til Danmark. De første danske rævefarme blev bygget i 1928. Få år senere kom de første mink til landet. Antallet af minkfarme steg indtil slutningen af 1960’erne. Her nåede antallet op over 6.000 farme. I dag er der knap 1.500 minkfarme i Danmark. Den enkelte farm er dog meget større end før, og tilsammen producerer de langt flere skind end tidligere.

Hvorfor er det danske klima perfekt til minkavl?

Det danske klima, hvor der ofte er kølige somre og milde vintre, er perfekt til minkavl. Her er hverken for varmt om sommeren eller for koldt om vinteren.