Sådan behandler og opbevarer du dine råvarer bedst

Man kan hurtigt få fyldt bilen med lækre grøntsager og kød, når man finder en gårdbutik på sin vej. Men hvordan opbevarer man alle herlighederne, så man rigtig kan nyde godt af dine råvarer uden at de går til? Kan man fremskynde modning af frugt og grønt? Hvad gør man med æbler? Og hvorfor skal man ikke spise grønne kartofler? Vi giver dig alle svarene her.

Grøntsager

Fødevarestyrelsen anbefaler, at grøntsager bør opbevares i papirspose eller en plastbeholder.

Det er vigtigt at undgå kondensvand i indpakkede bakker som for eksempel champignon og peberfrugter. Fugtige grøntsager bliver nemmere dårlige og rådner eller mugner.

Opbevar derfor grøntsager nederst i køleskabet, hvor der er mindst koldt. Grøntsager tåler heller ikke frost.

 

Frugter

De fleste frugter har bedst af at blive opbevaret køligt. På den måde kan frugten holde sig frisk i længere tid. Men der er undtagelser – for eksempel kan bananer, mango og ananas tage skade, hvis de bliver opbevaret for koldt, så de egner sig bedst på køkkenbordet.

Når frugter modner, så producerer de luftarten ethylen. Ved at opbevare frugt køligt kan man holde produktionen af ethylen på et lavt niveau og sinke modningsprocessen.

Frugter som æbler, pærer, blommer og ferskner udskiller store mængder ethylen. Hvis de frugter opbevares med andre slags frugter og grøntsager, kan det fremskynde modningsprocessen. Hvis æbler opbevares med for eksempel tomater og gulerødder, så kan ethylenen fra æblerne modne tomaterne unaturligt hurtigt og give gulerødderne en bitter smag.

Opbevar derfor æbler, pærer, blommer og ferskner for sig, og væk fra grøntsager.

(kilde: Fødevarestyrelsen)

 

Kød

Når du køber dit kød i en gårdbutik, så skal det som oftest tilberedes senest et døgn efter, man har købt det – eller fryses og nydes senere.

Oksekød kan holde sig i fryseren i cirka 10 måneder. Hakket kød kan holde sig i fire måneder, og grisekød kan holde sig mellem tre og seks måneder.

 

Æg

Æg skal opbevares i køleskab. Datoen for pakning og ”mindst holdbar til” eller ”sidste salgsdag” er trykt på emballagen. Æg anses for at være for gamle, når de er mere end 28 dage gamle.

Et æg har ca. 10.000 små porer, som det ”ånder” igennem, hvilket indebærer, at det kan tage smag af andre madvarer.

Du skal derfor undgå at opbevare æg ved siden af citron, løg, røgvarer og andre stærkt duftende madvarer. Fx kan citron give ægget en smag af fisk.

Kvalitetsmæssigt ændrer ægget sig med tiden – også selvom det køles. Jo længere ægget opbevares, jo mere fordamper der, hvilket giver et større hulrum i ægget. Hviden bliver efterhånden også mere udflydende og vanskeligere at benytte til at piske til skum, fx til marengs.

Selv det friskeste æg kan komme til at lugte af svovl og få grøn-sorte ringe mellem æggeblommen og hviden, hvis det koges i meget lang tid. Dette er en ren kemisk reaktion, men er ikke som sådan sundhedsskadelig.

(Kilde: Guide til danske råvarer, 2011)

 

Hvorfor er æg i køleskabet i Danmark og ikke i udlandet?

I Danmark er der krav om at virksomheder, der håndterer æg, skal opbevare dem ved højst 12 grader. Som forbruger skal man følge anvisningen givet at producenten med hensyn til opbevaring.

At opbevare æg i stuetemperatur er som sådan ikke sundhedsskadeligt, men opbevaring på køl minimerer antallet af bakterier i æggene.

Hvis man slår et æg ud, kan man bedømme kvaliteten af ægget. Jo fladere ægget er, des dårligere er kvaliteten. Ved at opbevare æg i køleskabet forringes kvaliteten langsommere end hvis æg står i stuetemperatur.

(Kilde: Ingeniøren.dk)

 

Hvorfor må tomater ikke komme i køleskabet?

Tomater og krydderurter har det bedst i lys og i stuetemperatur. Det samme gælder for avokadoer og bananer.

Tomater holder bedst smag og tekstur, hvis man lader dem stå på køkkenbordet. Tomater begynder langsomt at miste smag efter at være blevet plukket. Ved at lade tomaterne stå på køkkenbordet kan de holde sig i 5-6 dage.

En lille fun fact er, at tomater udskiller stoffet ethylen, der kan modne andre frugter eller grøntsager hurtigere, hvis man placerer dem ved siden af tomaterne i køkkenet. Dette trick kan fx bruges til at påskynde modningen af avokadoer.

(Kilde: Guide til danske råvarer, 2011)


Hvorfor skal kartofler opbevares mørkt?

Gem dine kartofler et mørkt sted, så har de det bedst. Hvis kartofler får for meget lys, så dannes stofferne solanin og chaconin. stofferne er giftige i store mængder og skal derfor undgås. Kartofler med solanin og chaconin er uspiselige og skal smides ud.

Når en kartoffel bliver udsat for lys, så dannes det ufarlige stof klorofyl, der farver kartoflen grøn. Samtidig dannes de giftige stoffer glykoalkaloider (solanin og chaconin). Hvis en kartoffel er beskadiget eller spirede, kan den også indeholde de giftige stoffer. Man kan desværre ikke smage, om de giftige stoffer er til stede, så følg altid rådet om, at grønne kartofler skal smides ud og spirene skal fjernes på raske kartofler.

Hvis du spiser de giftige stoffer, risikerer du at få mavekramper, kvalme, opkastning og diarré.

(kilde: food.dtu.dk)

 

Hvorfor smager nye kartofler bedst?

Når man køber nye kartofler, så køber man faktisk kartofler, der ikke er modne endnu. Når en kartoffel er moden, så er der dannet skræl på det yderste lag af kartoflen.

Forskellen mellem nye og modne kartofler er forholdet mellem kostfibre, stivelse og især C-vitamin. Nye kartofler indeholder en ret stor mængde C-vitamin i forhold til modne, fordi indholdet af C-vitamin falder under lagringen.

Man kan i løbet af april-maj begynde at købe nye kartofler rundt omkring i gårdbutikker i Danmark.

(Kilde: Guide til danske råvarer, 2011)

 

Plantesygdomme, du skal være opmærksom på

Norovirus er en virus der giver akut maveinfektion med diarré og opkastning. Virussen kaldes også for ”Roskildesyge”.

Norovirus kan ifølge Fødevarestyrelsen findes på udenlandske grøntsager, frugter og bær, der er blevet vandet med beskidt vand.

Det anbefales derfor at altid skylle sine grøntsager og frugter, selvom de er fra Danmark. Der kan nemlig sidde rester af jord eller små insekter, der bliver fjernet ved at skylle frugterne og grøntsagerne.