Halloween græskar

Guide til (gen)brug af Halloween-græskar

Halloween er over os! Når I skærer (u)hyggelige græskarhoveder, så husk at I kan bruge kødet og kernerne til lækre retter. Brug græskarkødet i suppe, brød eller tærte. Rist græskarkernerne og nyd dem i suppe, salat eller som en snack. Der er gode muligheder for at (gen)bruge denne dejlige grøntsag (som teknisk set faktisk er et bær).

Det mest åbenlyse man kan gøre med et græskar er vel egentlig at spise det.

Græskarkødet indeholder en masse fiber, og der er masser af dejlige opskrifter, der helt eller delvis indeholder græskar. Én af de lækreste vi kan komme i tanke om, nu da efterårskulden begynder at ramme os, er græskarsuppe med kalvekødsboller – en dejlig ret, der både varmer, fylder og smager. En anden dejlig ret – der stort set går til enhver slags kød, er græskar-bygotto. Du kan se en hel masse andre gode opskrifter med græskar her.

Ristede græskarkerner er en god snack som du nemt kan lave selv. Og sundt er det også! En håndfuld ristede græskarkerner er en lækker og nem måde at få jern, magnesium, zink og en sund dosis fiber.

  1. Tag græskarkernerne ud af græskarret, vask dem ordentligt i et dørslag (alt kød skal væk) og kog dem i vand i 20 minutter med lidt salt.
  2. Hæld vandet fra og læg dem på en bageplade med papir. Ryst lidt rapsolie ud over dem. Drys salt ud over frøene og bag dem i ovnen i 160 grader i 30 minutter. Vend dem hvert 10. minut.
  3. Lad dem køle af og spis dem – enten som snack eller som velsmagende og sprød garniture på supper eller i salater.

Udover salt kan du krydre dine græskarkerner med peber, chilipulver eller kanel – sidstnævnte passer godt til yoghurt.

Alt omkring kødet og kernerne kan også sagtens bruges, f.eks. til en velsmagende grøntsagsfond. Smid det i gryden sammen med nogle løg, gulerødder, kål og hvad der ellers gemmer sig i nederste skuffe i køleskabet, og lav en dejlig fond som du kan fryse ned og bruge til både supper og risotto.

På den anden side af Halloween kan du (gen)bruge skallen (eller dele af den) til at servere en madret i. Det er dekorativt, overrasker og ser ret sjovt ud – f.eks. til en børnefødselsdag eller en temafest. Særlig risretter som risotto eller rispilau.