Ting du kan bruge dine uhyggelige græskar til efter Halloween

Når Halloween er vel overstået står mange tilbage med ét eller flere græskar. Men lad endelig være med at smide dem i komposten! For der er gode muligheder for at (gen)bruge denne dejlige grøntsag (som teknisk set faktisk er et bær).

Det mest åbenlyse man kan gøre med et græskar er vel egentlig at spise det.

Græskarkødet indeholder en masse fiber, og der er masser af dejlige opskrifter, der helt eller delvis indeholder græskar. Én af de lækreste vi kan komme i tanke om, nu da efterårskulden begynder at ramme os, er græskarsuppe med kalvekødsboller (https://voresmad.dk/Opskrifter/Graeskarsuppe-med-kalvekoedsboller) – en dejlig ret, der både varmer, fylder og smager. En anden dejlig ret – der stort set går til enhver slags kød, er græskar-bygotto (https://voresmad.dk/Opskrifter/confiteret-kanin-med-graeskar-bygotto). Du kan se en hel masse andre gode opskrifter med græskar her. (https://voresmad.dk/soeg/opskrifter?q=gr%C3%A6skar)

Ristede græskarfrø er en god snack som du nemt kan lave selv. Og sundt er det også! En håndfuld ristede græskarfrø er en lækker og nem måde at få jern, magnesium, zink og en sund dosis fiber.

  1. Tag græskarfrøene ud af græskarret, vask dem ordentligt i et dørslag (alt kød skal væk) og kog dem i vand i 20 minutter med lidt salt.
  2. Hæld vandet fra og læg dem på en bageplade med papir. Ryst lidt rapsolie ud over dem. Drys salt ud over frøene og bag dem i ovnen i 160 grader i 30 minutter. Vend dem hvert 10. minut.
  3. Lad dem køle af og spis dem – enten som snack eller som velsmagende og sprød garniture på supper.

Udover salt kan du krydre dine græskarfrø med peber, chilipulver eller kanel – sidstnævnte passer godt til yoghurt.

Alt omkring kødet og kernerne kan også sagtens bruges, f.eks. til en velsmagende grøntsagsfond. Smid det i gryden sammen med nogle løg, gulerødder, kål og hvad der ellers gemmer sig i nederste skuffe i køleskabet, og lav en dejlig fond som du kan fryse ned og bruge til både supper og risotto.

Ok, nu har du stået i køkkenet og lavet græskar indtil familien beder om nåde. Men før de ryger i komposten kan du stadig nå at bruge skallen:

Spar dig selv for en opvask og brug skallen (eller dele af den) til at servere en madret i. Det er dekorativt, overrasker og ser ret sjovt ud – f.eks. til en børnefødselsdag eller en temafest. Særlig risretter som risotto eller rispilau.