Glædelig græskar-dag!

Halloween bliver mere og mere populært i Danmark, og det kan ses på efterspørgslen efter græskar. På Thorsbjerggaard producerer de en stor del af landets græskar, og gårdejer Peter Brødsgaard fortæller om et erhverv i vækst.

Halloween betyder forskellige ting for forskellige personer. For nogle betyder det uhyggelige kostumer, trick-or-treat og slik i lange baner. For andre betyder det Rocky Horror Picture Show, ånden i glasset og gyserfilm hjemme på sofaen. Andre igen synes måske mest af alt, at det er noget pjat.

Men uanset hvem man er, kan man ikke være i tvivl om, at Halloween og græskar hænger uløseligt sammen. Især når man udhuler dem, skærer uhyggelige ansigter i dem og fylder dem med lys.

Traditionen med at lave lanterner på denne tid af året stammer fra Irland, hvor man dog brugte roer. Først da irske emigranter tog traditionen med sig til Amerika, begyndte man at lave lanternerne af græskar. I Amerika havde den oprindelige befolkning nemlig dyrket græskar i århundreder.

I Danmark begyndte vi først at udskære de skræmmende græskarlygter, da den Amerikanske Halloween-tradition bredte sig hertil.

En højtid i fremgang

En af de gårde, der leverer flest græskar til danskerne er Thorsbjerggaard i Skælskør. Her har landmand Peter Brødsgaard dyrket græskar siden 2006, og han har i den tid oplevet, hvordan Halloween-traditionen er blevet stadig mere populær i Danmark. Han sælger nemlig flere og flere Halloween-græskar.

”Siden vi startede for 11-12 år siden, har væksten været nærmest lodret,” fortæller Peter Brødsgaard og fortsætter, ”Halloween har vel efterhånden overhalet fastelavn som højtid.” Han er ikke et sekund i tvivl om, at Halloween er kommet for blive.

Højtiden bruges også som en måde at trække folk til landets attraktioner, og her spiller græskarlanternerne en vigtig rolle.

”I år leverer vi Halloween-græskar til både Knuthenborg Safaripark og Egeskov Slot. Og så har vi leveret græskar til Tivoli de sidste fem år, og gør det også både i år og næste år,” siger Peter Brødsgaard.

Thorsbjerggaard producerer årligt i omegnen af 700.000 græskar.

”Omkring 23.000 af dem går til Tivoli,” fortæller Peter Brødsgaard.

Den varme sommer overraskede

Den meget varme og tørre sommer, vi har haft i Danmark i år, har haft indflydelse på årets græskarhøst.

Peter Brødsgaard fortæller, at det har været nødvendigt at bruge kunstvanding for at sikre, at græskarrene fik en ordentlig størrelse.

Vejret skabte også bekymring for, om græskarrene ville blive modne for tidligt.

”Det er jo lidt ligesom med juletræer til jul,” siger Peter Brødsgaard, ”De skal være klar til en bestemt dato.”

Men det solrige sommervejr gav en uventet gevinst.

”Den varme og solrige sommer har faktisk hærdet skallen på græskarrene, så den er blevet ekstra tyk. Det betyder at græskarrene er mere modstandsdygtige og holder længere, når de er blevet høstet,” fortæller Peter Brødsgaard.

Det er gode nyheder for alle de danske familier, der har lavet skumle græskarlanterner – selvom holdbarheden selvfølgelig ikke er den samme, når græskarret først har fået onde øjne og et uhyggeligt smil.