Gammel sandhed: Spis efter sæson og få mere smag for pengene

I Danmark er i vi heldige, fordi vores klima gør, at vi kan dyrke mange af vores egne grøntsager. Med hver årstid medfølger en sæson af friske danske grøntsager. Men hvornår kan man købe friske tomater? Og hvornår smager kartofler bedst? Her er der et overblik over årstidernes grøntsager.

 

Forår

I løbet af foråret (februar til maj) kan man rundt omkring i de danske gårdbutikker begynde af finde grøntsager som agurk, asparges, peberfrugt, purløg, rabarber, radiser, rucola, spidskål, spinat og tomater.

Vidste du, at der i Danmark bliver dyrket over 20 forskellige slags tomater? De mest almindelige er Blommetomater, bøftomater, cherrytomater, cocktailtomater og runde tomater, der alle er i sæson fra marts til november.

Fra april frem til oktober-november er samtlige forskellige salathoveder i sæson – hjertesalat, hovedsalat, iceberg, krølsalat, frisee salat og romaine salat.  

 

Sommer

Det er ikke kun jordbær, der smager bedst om sommeren. Mange grøntsager kommer i sæson i sommermånederne. For eksempel kan man nyde broccoli og blomkål fra juni måned, mens man fra juli kan begynde at se danske majs og squash i gårdbutikker og supermarkeder.

Vidste du, at majroen på trods af sit navn først kommer i sæson fra juni til august? Majroer kaldes også ”nordens roe” og smager bedst, når de er på størrelse med en femkrone. Det er en overset men velsmagende grøntsag, der passer godt i salater med sin sprødhed og friskhed.

 

Efterår

Det danske efterår giver os tonsvis af lækker frugt og grønt. Efterårsferien hed i gamle dage ”kartoffelferie”, fordi børn tog hjem og hjalp familien med at hive kartofler op. I 1899 blev det vedtaget ved lov, at børn skulle have fri en uge i efteråret for at komme hjem og hjælpe familien.

I efteråret, fra september til november, finder man de gode efterårsgrøntsager som persillerod, rosenkål, jordskokker, grønkål, græskar, kålrabi og kartofler.

Vidste du, at græskarret faktisk er et stort bær. Der er mange forskellige slags dyrkede grøntsager i Danmark med mange forskellige farver. Der er for eksempel det japanske græskar ”hokkaido”, der har en blød rødlig farve. Græskarret er opkaldt efter den japanske ø ”Hokkaido”, og er ideel i ovnen som erstatning for kartofler.

 

Vinter

Vintermånederne i Danmark – december til februar – er præget af frost og kulde. Det gør det svært for grøntsager at spire. Derfor findes der ikke nogle grøntsager i Danmark, der kun dyrkes i vinterperioden. Men der er dog stadig gode danske grøntsager i vintermånederne.

De klassiske danske svampe som champignon, portobello, kejserhat og enoki dyrkes alle hele året. Svampe trives bedst i fugtigt klima, så de bliver oftest dyrket i væksthuse. Det samme gør krydderurter, som man også kan købe hele året.

Basisgrøntsagen løg kan også købes hele året. Løgene bliver sat i jorden i april-maj, og de tidligste løg tages op allerede i juli. Hvis løg opbevares korrekt, kan de holde sig i næsten et helt år efter optagning.