Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.aabentlandbrug.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Der vokser penge på (jule)træerne

Juletræer er big business – ikke kun herhjemme, hvor ca. 1,5 af landets 2,5 millioner husstande har et juletræ, men også i udlandet, hvor danske juletræer storhitter. Hvert år eksporterer vi omkring 10 millioner træer for en samlet værdi af omkring 1 milliard kroner. Det danske kystnære klima er optimalt til at dyrke juletræer af typen Nordmannsgran, som derfor står i langt de fleste plantager.

Sammen med blandt andet dansk svinekød, mejeriprodukter, mink og fisk, hører danske juletræer til det man kalder ”højværdivarer” – varer, der opnår en merpris på 20 pct. eller mere i forhold til gennemsnitsprisen for en tilsvarende vare fra EU. Når danske juletræer bliver solgt i for eksempel Finland, står de til mellem 90-150 euro, eller 670-1100 kroner, stykket. Høj kvalitet, bæredygtig produktion, markedsoverblik og en effektiv logistikkæde, der hurtigt får træerne fra producenterne ud til kunderne, er ifølge branchens talsmænd årsagerne bag succesen. Et juletræ er typisk 9-11 år undervejs, så det kræver planlægning at forudse, hvordan udbud og efterspørgsel ser ud, når juletræet endelig har vokset sig stort nok til at blive solgt.

 

Størst eksport til juletræets oprindelsesland

Trods at juletræet har sin oprindelse i Tyskland, er landet storimportør af danske juletræer – over halvdelen af træerne ryger den vej, efterfulgt af Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Norge, Polen, Østrig, Schweiz og Holland som tilsammen aftager ca. 40 % af de danske juletræer. På det seneste er også mere eksotiske eksportmarkeder opstået, herunder Hong Kong, Kina, Singapore og de Forenede Arabiske Emirater.

Klippegrønt, som typisk er grangrene som kan bruges som pynt, eksporteres hvert år for ca. 200 millioner kroner til udlandet. Igen er Tyskland den største aftager, efterfulgt af Holland og Polen.

 

Vidste du at:

  • Der står ca. 150 millioner juletræer i de danske plantager. 85% er Nordmannsgraner, der er karakteriserede ved lang holdbarhed, symmetrisk form og bløde nåle.
  • Nordmannsgran kaster først frø efter 30 år, og så gamle Nordmannsgraner findes ikke i tilstrækkeligt omfang i Danmark. Producenterne søger derfor udenlands for at finde egnede frø. Og destinationen er en helt specielt bjergskråning i Georgien. Her findes gamle Nordmannsgraner, der kan levere frø af en kvalitet, som den danske juletræsbranche efterspørger.
  • Et kg. frø kan give 3.000 til 5.000 nye træer. Frøene plantes hos planteskoler, for så at blive plantet ud. Ca. 70 pct. af de plantede træer ender som færdige juletræer til salg.
  • Produktionen af juletræer og klippegrønt beskæftiger over 2.000 årsværk og i den travleste periode fra midten af november til midten af december beskæftiger branchen 5.000 personer dagligt – inklusive weekender.